Projekt
Læremidlernes dansk- og matematikfag
I trædestensprojektet Læremidlernes dansk- og matematikfag ønsker vi at give en status på, hvilke læremidler, der...
Lóa Björk Joélsdóttir
Ph.d.
I dette forskerportræt møder du Lóa Björk Joélsdóttir, ph.d., VIA University College, der arbejder inden for matematikdidaktik. Hun undersøger, hvilke læremidler der faktisk anvendes, og hvordan de kan være med til at understøtte undervisningens faglige mål. Lige nu er hendes særlige interesse at blive klogere på, hvordan vi kan forstå og definere kvalitet i matematiklæremidler.
Da jeg var barn, troede jeg at læremidler var bøger. Da jeg selv blev lærer, troede jeg stadig, at det handlede mest om bøger. Og det er jo ikke helt forkert. Men i dag ved jeg, at læremidler er meget mere end det, og at de spiller en langt større rolle i undervisningen, end vi måske umiddelbart tænker over.
Når læreren vælger, tilpasser og iscenesætter læremidler, bliver de en integreret del af undervisningen. De er med til at forme, hvordan eleverne møder det faglige indhold, og hvordan undervisningen bliver til i praksis. Netop dét er jeg optaget af at forstå bedre, især i matematikundervisningen.
Jeg arbejder både med bred kortlægning af læremidler i grundskolen og med mere kvalitative analyser af, hvordan lærere bruger læremidler i deres praksis. Det handler blandt andet om at undersøge, hvordan forskellige typer læremidler bliver brugt, hvilke valg lærere træffer, og hvordan læremidler kan understøtte, men også udfordre, undervisningens mål og kvalitet.
Noget af det, jeg er særligt interesseret i lige nu, er spørgsmålet om kvalitet i læremidler. Hvordan kan vi overhovedet forstå kvalitet, når det ikke kun handler om, hvad materialet indeholder, men også om, hvordan det bliver brugt? Og hvordan kan vi udvikle værktøjer og begreber, der gør det lettere for lærere at vurdere og vælge læremidler med blik for både faglighed, elever og undervisningssituation?
Jeg ser læremidler som en slags nøgle til at forstå undervisning. Når vi undersøger, hvilke læremidler der bruges, og hvordan de bruges, får vi også indblik i, hvad der bliver lagt vægt på i skolen, hvad der prioriteres i fagene, og hvordan undervisningens rammer og muligheder udvikler sig.
Mit bidrag til Læremiddel.dk handler derfor om at styrke vores fælles viden om læremidler og deres betydning i undervisningen. Jeg håber, at mit arbejde kan være med til at kvalificere både forskning, udvikling og praksis, og give lærere og andre aktører et bedre grundlag for at vælge og bruge læremidler på en måde, der gavner elevernes læring.
Lóas seneste bidrag til Læremiddel.dk
Projekt
Læremidlernes dansk- og matematikfag
I trædestensprojektet Læremidlernes dansk- og matematikfag ønsker vi at give en status på, hvilke læremidler, der...