Analyse af praksisfortællinger
I denne artikel får du en introduktion til, hvordan du kan analysere og reflektere over praksisfortællinger som empirisk materiale.
Du får indblik i de perspektiver og overvejelser, der kan kvalificere din analyse og fortolkning, når du arbejder med praksisfortællinger i en undersøgelse.
Hvad er en praksisfortælling?
En praksisfortælling er en fortælling om oplevede episoder og hændelser fra den pædagogiske hverdag, som bliver fortalt af praktikere, sådan som de oplever episoden (Mørch, 2004). Praksisfortællinger har den funktion, at de kan hjælpe os med at blive klogere på praksis gennem refleksioner og analyser af det, der bliver præsenteret i “fortællingen”.
At skabe fortællinger er en konstruktion af virkeligheden, som den er oplevet af det enkelte individ. Styrken i at organisere sine praksisoplevelser i en fortælling er, at fortællingen skaber mening og sammenhæng og bidrager til at opdage den røde tråd i praksis (Perregaard, 2016).
Analytiske overvejelser
I en analyse af en praksisfortælling er det vigtigt, at du er undersøgende på det, som bliver præsenteret i fortællingen, og gør dig umage i forhold til at få øje på de intentioner, forståelser og handlinger, der ligger bag det, som foregår i fortællingen (Togsverd m.fl., 2019).
Praksisfortællinger adskiller sig fra beskrivelser af praksis, fordi du i dine praksisfortællinger fortæller ud fra dine subjektive oplevelser af situationerne, og i den sammenhæng vil du allerede være i gang med at fortolke den situation, der udspiller sig (Olesen, 2016).
Praksisfortællinger har et hermeneutisk sigte, hvor du kan udfordre dine forforståelser og iagttagelser af praksis og gennem analyse af dine praksisfortællinger komme frem til nye forståelser og handlemuligheder i praksis (Krabbe & Jørgensen, 2003).
Analytiske tilgange
Praksisfortællinger kan du have indsamlet enten med en teoristyret tilgang (deduktiv), hvor du har forsøgt at være særlig opmærksom på, hvordan særlige fænomener eller teorier udspiller sig i praksis, eller med en empiristyret (induktiv) tilgang, hvor du ikke har haft noget særligt sigte med indsamlingen af praksisfortællingen.
Der findes ikke en egentlig analysemodel for praksisfortællinger. Praksisfortællinger fortæller og giver derfor ikke forklaringer på det, der sker i fortællingen, og det er det, som du skal reflektere over og analysere.
I en analyse af en praksisfortælling kan du ved hjælp af perspektivskifte mellem de forskellige personer i fortællingen få mange nuancer frem. Det er en god idé at benytte dig af nogle spørgsmål, der hjælper dig med at få øje på perspektiverne i fortællingen, og på den måde skille fortællingen i mindre dele, som du dykker systematisk ned i.
Det første træk består i at introducere din praksisfortælling ved at beskrive deltagere, indhold, sted og situationen. Derefter går du i gang med den egentlig analyse og fortolkning, der består i, at du forholder dig til deltagernes perspektiver og handlinger, de indbyrdes relationer mellem deltagerne samt hvilke faglige begreber og teorier, der kan forklare fortællingen. Den sidste del består i sammenfatningen, hvor du belyser deltagernes lærings- og udviklingsopgaver samt hvilke nye handle- og deltagermuligheder, du kan pege på.
Litteratur
Kornerup, I. & Næsby, T. (Red.). (2014). Pædagogens grundfaglighed : grundbog til pædagoguddannelsen. Dafolo.
Krabbe, L. & Jørgensen, N. (2003). Forlængelse af dagligstuen – socialpædagogiske fortællinger. Systime.
Mørch, S. I. (2004). Pædagogiske praksisfortællinger. Academica.
Olesen, B. R. (2016). Læring gennem praksisfortællinger. Roskilde Universitet.
Perregaard, B. (2016). Narrativitet – mellem sprog, handling og selv. Samfundslitteratur.
Togsverd, L., Jørgensen, H. H. & Rothuizen, J. J. (2019). Pædagogik og fortælling : at fortolke, forstå og forny pædagogisk praksis. Samfundslitteratur.
Fordybelseslitteratur
Mørch, S. I. (2004). Pædagogiske praksisfortællinger. Academica.
Togsverd, L., Jørgensen, H. H., & Rothuizen, J. J. (2019). Pædagogik og fortælling : at fortolke, forstå og forny pædagogisk praksis. Samfundslitteratur.
Empiridrevet analyseskema
Download empiridrevet analyseskemaTeoridrevet analyseskema
Download teoridrevet analyseskemaHjælpespørgsmål til analyse af praksis-fortællinger
I denne pdf finder du hjælpespørgsmål til analyse af praksisfortællinger
Eksempel på analyse af praksis-fortællinger
I denne pdf finder du et konkret eksempel på analyse af praksisfortællinger
Artikel
Analyse af interviews
Denne artikel introducerer dig til, hvordan du analyserer data fra interviews, og hvilke overvejelser der er vigtige undervejs i processen.
Artikel
Analyse af observationer
I denne artikel får du en introduktion til observationer som empirisk materiale og til de overvejelser, der er vigtige, når du skal analysere observationsdata.
Artikel
Analyse af dokumenter
Denne artikel introducerer dig til, hvordan du analyserer dokumenter, og hvilke overvejelser der er vigtige undervejs i analyseprocessen. Eksemplerne tager udgangspunkt i lærer- og pædagogfaglige problemstillinger.
Artikel
Analyse af feltnoter
I denne artikel får du en introduktion til feltnoter som empirisk materiale og til de overvejelser, der er vigtige før og under analyseprocessen.
Artikel
Analyse af narrativer
I denne artikel får du en introduktion til, hvordan du kan analysere narrativer – også kaldet livsfortællinger – som empirisk materiale.
Artikel
Analyse af cases
I denne artikel får du en introduktion til, hvordan du kan analysere cases og identificere de problemstillinger og perspektiver, som casen rummer.
Artikel
Analyse af spørgeskemaer
I denne artikel får du en introduktion til, hvordan du kan analysere data indsamlet gennem spørgeskemaer, og hvilke overvejelser der er vigtige i arbejdet med bearbejdning, analyse og fortolkning af data.